Drengen David, der besejrer kæmpen Goliat, Josef, der bliver drillet af sine brødre, og den lille Moses, der bliver fundet i floden af en prinsesse og siden leder sit folk gennem ørkenen. Der er mange timers underholdning og højtlæsning i Bibelselskabets nye samling af fortællinger fra Det Gamle Testamente, hvor illustrationerne er nye, og fortællingerne er gendigtet efter Morten Pontoppidans klassiske ”Bibelske historier fortalt for børn”.

Det har været en spændende og udfordrende opgave at skulle farvelægge de smukkeste fortællinger og de største dramaer fra Det Gamle Testamente, fortæller illustrator Birgitte Ahlmann, som gerne arbejder i akvarellens bløde og varme farver. Hver fortælling har krævet sit – men på tværs af fortællingerne har hun været særligt optaget af én ting:

”Illustrationerne skal understrege følelser og stemninger, som teksten vækker. Nogle fortællinger lægger op til meget voldsomme illustrationer, for eksempel den om Kain og Abel, men i stedet for udpenslet vold har jeg lagt vægt på at illustrere følelser af uretfærdighed og misundelse mellem søskende, som jeg tror, rigtig mange børn kan sætte sig ind i. Jeg håber, det åbner op for samtaler om de følelser, tekst og tegninger vækker, og hvordan man håndterer dem.”

Birgitte Ahlmanns arbejde som illustrator er kendt og elsket fra udgivelser som ”Gyldendals store sangbog for de små” og ”Klassiske eventyr af Grimm og H. C. Andersen”. Men det har været en helt særlig fornøjelse at tage livtag med de bibelske fortællinger, fortæller hun. Og særligt én ting har hun haft stor fornøjelse med at illustrere: 

”Dyrene! Det har været utrolig sjovt at tegne dyr, både, fordi jeg selv godt kan lide at tegne dyr, og fordi jeg ved, at børn er optaget af dyr. Fortællingen om Adam og Eva i Paradis er måske en af de mest ikoniske fortællinger med en lang billedtradition, men det var samtidig en af dem, der var sjovest at tegne og få lov at give mit bud på, ligesom også alle dyrene i Noas ark var sjove at forme og farvelægge.”

Som barn fik Birgitte Ahlmann selv læst op fra børnebibler, og hun husker, hvor meget illustrationerne betød for hendes egen oplevelse af fortællingerne – og hvor meget de betyder helt frem til i dag. Alligevel har hun bestræbt sig på at gå så fordomsfrit til teksterne som muligt, da hun gik i gang med arbejdet:

”Jeg tog mig tid til at gå i dybden med fortællingerne og tænker nøje over, hvad de vækkede i mig, og hvad det var vigtigt for mig at få frem i illustrationerne, så det netop bliver bibelfortælling i børnehøjde – men også, uden at de voksne keder sig. Jeg har tænkt på, at illustrationerne skal understøtte højtlæsningen, og at barn og voksen sammen kan gå på opdagelse i tegningerne og måske gå på jagt efter små dyr, der dukker op her og der.”

Som det skete for Birgitte Ahlmann selv, har hun et fromt håb om, at tegningerne kan hjælpe børnene med at huske de fortællinger, de har hørt, så de bærer dem med videre i livet. Hun håber, at ”Drengen, der ville tælle stjernerne” vil få en lang levetid, og at den vil give børn og voksne lyst til at læse mere og videre i Bibelen:

”Det har været vigtigt for mig, at illustrationerne åbner frem for at lukke fortolkningerne, så læserne føler sig inddraget i forståelsen af, hvad – og hvem – der er på spil. Det kan for eksempel give nogle praktiske udfordringer, når man, som jeg, gerne vil undgå at portrættere Gud som en mand med hvidt skæg oppe i skyerne, og det kan kræve noget ekstra arbejde, når man også gerne vil give Bibelens kvinder en fremtrædende plads i fortællingerne. Men jeg mener, det er vigtigt at gøre den ekstra indsats, så flere får øje på, at fortællingerne også er fortællinger til os i dag.”

Netop hér er der utrolig meget at hente i Det Gamle Testamente, mener Birgitte Ahlmann:

”Det Gamle Testamente er så rigt på evigtgyldige farver og fortællinger om, hvad det vil sige at være menneske. Dét har været afgørende for mig at formidle.”